Jeg har en hundehvalp på 5 måneder som har holdt op med at komme når jeg kalder. Nægter at sidde, løber væk når jeg prøver at putte snor på hende. I dag brugte jeg 20 minutter på at få hende sat i snor i skoven så vi kunne gå hjem. Jeg prøvede alt mulig. At være sød, lokkede med godbidder, kaldte hende til mig med en streng stemme, råbte. Til sidst satte jeg mig på knæ og græd. Jeg gav op. Så kom hun listende og lagde sig ved siden af mig. Jeg skyndte mig at prøve at fange hende og hun løb så fra mig igen. Samme procedure to gange mere og så fik jeg hende endelig i snor.
Nu sidder jeg og reflekterer over hvad jeg har gjort galt. Hun har før været den mest lydige lille hund. Har jeg været for streng, for sød, ikke holdt ved? Jeg tænker på en masse forskellige strategier og overvejer at begynde i hundeskole med hende.
Vreden, mislykkendet og utålmodigheden koger indeni mig. Så slår det mig at jeg måske skal prøve en anden strategi. Jeg trækker vejret og henter mine tarotkort. To kort falder ud når jeg blander legen og et trækker jeg. Jeg får en masse gode råd omkring at stole på mig selv, at ture at mærke følelserne og det sidste kort hedder: Se tingene fra et højere perspektiv. Aha, poletten falder ned. Jeg har virkelig prøvet at løse dette på et mikroplan. Holt hårdere i snoren når hunden trækker mere, råb højere når hun ikke har lyttet. Måske skal jeg ikke løse dette med vrede. Jeg trækker vejret og prøvet at flyve lidt højere op, se problematikken på afstand. Hvad er der egentlig på spil? Min mand har ikke samme udfordringer, hun lytter til ham. Så det må være noget med mig. Noget jeg altid plejer at spørge mig selv i modgang er: Hvad har jeg brug for at lære? Hvad er det jeg skal kigge nærmere på i mig selv?
Jeg har, før jeg træk dette kort, ikke kigget indad en eneste gang. Ikke på rigtig. Jeg har tænkt over min stemme og mine bevægelser men jeg har ikke virkelig kigget ind. Hvad gør dette ved mig? Hvad tvinger hunden mig til at se?
Hun tvinger mig til tålmodighed. Hun tvinger mig til at finde roen indeni også når det føles kaotisk udenfor. Jeg er nødt til at være hendes klippe, hendes ro og hendes tryghed.
Så hvorfor fortællerjeg denne historie?
Fordi jeg vil spørge dig hvis du har nogle modgange lige nu hvor du ikke kommer videre, hvor du reagerer i stedet for at agere, hvor du ikke ser tingene fra et højere perspektiv? Har du spurgt dig selv hvad der er af lærdom i det for dig?
