Blog

Jeg har en hundehvalp på 5 måneder som har holdt op med at komme når jeg kalder. Nægter at sidde, løber væk når jeg prøver at putte snor på hende. I dag brugte jeg 20 minutter på at få hende sat i snor i skoven så vi kunne gå hjem. Jeg prøvede alt mulig. At være sød, lokkede med godbidder, kaldte hende til mig med en streng stemme, råbte. Til sidst satte jeg mig på knæ og græd. Jeg gav op. Så kom hun listende og lagde sig ved siden af mig. Jeg skyndte mig at prøve at fange hende og hun løb så fra mig igen. Samme procedure to gange mere og så fik jeg hende endelig i snor.

Nu sidder jeg og reflekterer over hvad jeg har gjort galt. Hun har før været den mest lydige lille hund. Har jeg været for streng, for sød, ikke holdt ved? Jeg tænker på en masse forskellige strategier og overvejer at begynde i hundeskole med hende.

Vreden, mislykkendet og utålmodigheden koger indeni mig. Så slår det mig at jeg måske skal prøve en anden strategi. Jeg trækker vejret og henter mine tarotkort. To kort falder ud når jeg blander legen og et trækker jeg. Jeg får en masse gode råd omkring at stole på mig selv, at ture at mærke følelserne og det sidste kort hedder: Se tingene fra et højere perspektiv. Aha, poletten falder ned. Jeg har virkelig prøvet at løse dette på et mikroplan. Holt hårdere i snoren når hunden trækker mere, råb højere når hun ikke har lyttet. Måske skal jeg ikke løse dette med vrede. Jeg trækker vejret og prøvet at flyve lidt højere op, se problematikken på afstand. Hvad er der egentlig på spil? Min mand har ikke samme udfordringer, hun lytter til ham. Så det må være noget med mig. Noget jeg altid plejer at spørge mig selv i modgang er: Hvad har jeg brug for at lære? Hvad er det jeg skal kigge nærmere på i mig selv?

Jeg har, før jeg træk dette kort, ikke kigget indad en eneste gang. Ikke på rigtig. Jeg har tænkt over min stemme og mine bevægelser men jeg har ikke virkelig kigget ind. Hvad gør dette ved mig? Hvad tvinger hunden mig til at se?

Hun tvinger mig til tålmodighed. Hun tvinger mig til at finde roen indeni også når det føles kaotisk udenfor. Jeg er nødt til at være hendes klippe, hendes ro og hendes tryghed.

Så hvorfor fortællerjeg denne historie?

Fordi jeg vil spørge dig hvis du har nogle modgange lige nu hvor du ikke kommer videre, hvor du reagerer i stedet for at agere, hvor du ikke ser tingene fra et højere perspektiv? Har du spurgt dig selv hvad der er af lærdom i det for dig?

Hvordan kan skam være den første følelse der dukker op når jeg ser at der intet foster er i blommesækken? Endda før sorgen. Først var jeg nok bare uforstående. Jeg kunne ikke tage det ind. Hvordan kunne der ikke være en lille pige derinde? Jeg havde jo mærket hendes energi. Men når det gik op for mig at, der kun i en dag eller to havde været et foster, kom skammen. Skammen over at have været så dum. Hvad havde jeg troet? At det skulle lykkes i første forsøg? Skam over at have glædet mig. Skam over at have fortalt det til så mange.  

Men hvor kommer den fra, skammen? Jeg har absolut en udfordring med skam i mit liv. Men ligger det også i vores kultur? Er det skamfult at tro og håbe? At tage glæder på forhånd? Er det mindre skamfult at være pessimistisk? Når jeg fortalte at jeg var gravid tillagde jeg altid et ”men det er jo så tidligt endnu” for at beskytte mig selv lidt fra at virke for naiv. Men indeni var jeg stensikker på at der var en graviditet og at alt ville gå vel.

Fortryder jeg at jeg har været så ærlig med det? Nej, egentlig ikke. Jeg kan godt lide at fortælle. At snakke og skrive om ting er nogle af de bedste måder for mig at bearbejde. Derfor har jeg allerede, på trods af at dette sket i går, nået at fortælle det til rigtig mange af mine veninder, min familie. Talt i telefon, fået støttende beskeder og nu skrevet dette indlæg.

Jeg ved at jeg ikke behøves at skamme mig. Jeg kunne ikke vide at der kun var moderkagevæv som udsendte graviditetshormon og gjorde mig frygtelig træt. Men jeg er ikke helt klar til at slippe skammen endnu. Men jeg er alligevel glad at jeg turde at håbe og tro. Ville det mon have gjort mindre ondt nu hvis jeg ikke havde glædet mig? Det tror jeg ikke.

Næste gang, håber jeg at jeg vil turde at glæde mig igen, turde at håbe og at dele.

Sommerhilsen,

Læs om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at håndtere følelser og stress forbundet med fertilitetsudfordringer.

Få et gratis yogaprogram på 15 minutter med fertilitetsfremmende øvelser når du tilmelder dig nyhedsbrevet her.

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.

I dag var vi på fertilitetsklinikken til ægoplægning. Alt så fint ud. Dejligt. Ægget, eller blastocysten, overlevede optøningen og kunne føres ind uden problemer.

Der kunne dette indlæg slutte, men det gør det ikke. For det kommer så meget andet op i med fertilitetsbehandling som ikke handler om dagens resultat.

På vejen hjem i bilen gjorde min kæreste mig opmærksom på at det var som at jag havde haft et skjold på, allerede fra der han hentede mig op. Et skjold overfor det hele, også ham.

Jeg ved godt hvad han taler om. Jeg bruger tit det skjold. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ikke turer at vise hvad jeg egentlig tænker og føler. Nogle gange kan det være meget godt at putte mig derinde. Men oftest har jeg det skidt med det. Jeg kan nemlig ikke helt trække vejret derinde, jeg kan ikke reflektere, ikke altid orientere mig. Jeg er ikke helt tilstede, og kan heller ikke helt være noget for andre. Når jeg giver slip, vælter følelserne ofte ud af mig. Og sammen med dem kommer tit skyld og skam fordi jeg indser at jeg også ekskluderer dem der står mig nær.

Dagens situation var selvfølgelig underlig. Kommer ind i et rum og ved at jeg skal sprede benene indfør en læge, en studerende, en sygeplejerske og en laborant. Jeg har lyst til at græde, næsten fra start. Fordi, hvad hvis det nu ikke lykkes, fordi det var hårdt at være der sidste gang, fordi skammen over at være i den her situation vælder op i mig igen, fordi jeg er læge, fordi Søren tager min hånd.

Det var rørende at se blastocysten på storbild, der ville jeg også gerne græde, hvilket jeg tænker ville føles helt okay, men hvis jeg gav slip på skjoldet vidste jeg ikke hvad der ellers ville komme ud. Ville jeg så også fortælle at jeg sagde velkommen til de små celler og kunne føle, eller forestillede mig, varme i livmoderen. Måske ville jeg også fortælle at jeg reciterede Fader vår 3 gange når jeg lå her sidste gang, uden at endda være kristen. Og ja, hvad ville der være galt med at dele dette? Ville jeg føle mig mere blottet? For blottet? Det kan godt være. Men jeg tror også at jeg ville føle mig mere levende, ærlig overfor mig selv.

Det er okay at jeg puttede skjoldet på. Men jeg vil prøve at lære fra det. Prøve at sætte mig ned med alle de her følelser, skrive mere om dem, lade dem fylde. For det kan jo være, at det så bliver lidt nemmere næste gang. Lidt nemmere at holde skjoldet væk.

Den her fertilitetsrejse giver mig virkelig mange muligheder at arbejde med gamle mønstre, gamle tanker, nye tanker, og alt mulig andet. Nogle gange orker jeg at se dem, andre gange ikke. Men i dag tager jeg min følelser op indefra skjoldet og kigger på dem. Og jeg mærker at de har det godt af det, jeg har det godt af det. Først føles de skræmmende, så dvæler de lidt i mig, for til sidst at bundfælde og måske endda helt fordufte.

Læs om min Online FertilitetsGuide som kan hjælpe dig at mindske stress og øge dine chancer at blive gravid.

Få et gratis yogaprogram på 15 minutter med fertilitetsfremmende øvelser når du tilmelder dig nyhedsbrevet her.

Modtag nye blogindlæg ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev og følge mig på instagram.